3 gode ting er et virkelig godt sted at begynde, hvis du gerne vil skrue op for glæden i din hverdag.
Det er en simpel vane, hvor du hver aften noterer dig tre ting, der var gode i løbet af dagen.
Hvorfor bliver man gladere at lave 3 GODE TING?
3 gode ting skærper dit fokus på alt det gode, der er omkring dig.
Mekanismen er, at det, du giver din opmærksomhed, er det, der fylder mest din bevidsthed. Og jo mere opmærksom du er på det gode i din hverdag, jo mere er det det gode, der fylder.
Du kan sammenligne det med en projektør. Du ser det, som du retter din projektør imod.
3 gode ting er den mest kendte og veldokumenterede øvelse inden for positiv psykologi. Hvis du laver den dagligt i bare tre uger, viser forskningen, at dit lykkeniveau vil stige mærkbart. Hvis du vil læse mere om videnskaben bag 3 gode ting, findes der masser af artikler på nettet. En rigtig god videnskabelig artikel med en oversigt over forskningen finder du på dette link:
https://digitalcommons.brockport.edu/cgi/viewcontent.cgi?article=1031&context=edc_theses
Sådan kan du lave 3 GODE TING:
Der findes utallige måder at lave 3 gode ting på. I mine 3 gode ting-videoer vil jeg løbende komme ind på forskellige varianter. Men her får du de to mest udbredte måder at gøre det på:
For det første kan du lave 3 gode ting, når du er alene:
Når dagen er ved at være slut, noterer du simpelt hen tre ting, der var gode i løbet af dagen. Det behøver ikke nødvendigvis at være de tre bedste ting, bare 3 gode ting fra dagen. For det er ikke vigtigt, om en oplevelse var ”bedst” eller måske ”fjerdebedst”, det er centrale er, at det bare var en god oplevelse.
Du kan skrive de tre gode ting ned i en lommebog, på din mobiltelefon eller på din computer – eller hvad du nu godt kan lide at skrive på. Og husk at notere ud fra hver ting, HVORFOR den var god.
F.eks.: Jeg gik en tur. Det var dejligt, fordi mine tanker faldt til ro og jeg bare nød at mærke solen på mine kinder.
Fidusen ved at tænke over, hvorfor oplevelsen var god, er, at du kommer ind i en dybere refleksion over det, der gør dig glad.
Du kan også lave 3 gode ting sammen med andre. F.eks omkring aftensmaden. Så tager I en runde omkring bordet, hvor hver person nævner tre gode ting fra SIN dag. Det kan godt være, at det virker lidt kunstigt den første gang. Men du vil lynhurtigt opleve, at I får en god samtale. En samtale der kommer til at handle om det, der var vigtigt i løbet af dagen. Om det der betød noget for jer.
3 gode ting-videoerne
Med jævne mellemrum lægger jeg en ny 3 gode ting-video op her på bloggen og på Facebook og LinkedIn. I nogle videoer fortæller jeg om 3 gode ting fra min egen dag, andre gange er jeg sammen med en anden person, der fortæller om 3 gode ting fra sin dag.
Jeg håber, at hver video vil give dig et lille skud inspiration til selv at gå i gang med at lave 3 gode ting