I går optrådte jeg på en konference hos Ledernes Hovedorganisation sammen med bl.a. Chris MacDonald, hvor temaet var motivation og ledelse.
Bagefter lavede vi en 3 gode ting-video. Og her forklarer han meget fint, hvorfor de nære ting gør den største forskel i hans liv.
Da Chris ramte mig
Chris har også gjort en forskel i mit liv. Jeg har optrådt med ham flere gange på konferencer gennem årene, men da jeg mødte ham første gang for knap 10 år siden, var jeg tilhører til et af hans foredrag.
Ud af det blå ramte han mig lige i maven.
På det tidspunkt havde jeg en tætpakket hverdag som direktør med mange tunge opgaver, mange konflikter og mange møder. Det var efter en af de dage, at jeg helt tilfældigt lagde vejen forbi et fyraftensarrangement med Chris MacDonald.
Han talte om, hvor vigtigt det er have lyst til at lave det, man gør i sin hverdag. Der er naturligvis andre vigtige ting i livet end lyst – ikke mindst at man oplever mening – men hvis ikke har en lystbetonet energi med sig, brænder man ud.
En tommelfingerregel
Og han gav en tommelfinger for, hvornår man er, hvor man skal være. Mindst fire ud af fem morgener, når du vågner op, sagde han, skal du have følelsen af ”Yes, jeg glæder mig til det, jeg skal lave i dag”. Hvis ikke du har det sådan fire dage ud af fem, skulle du måske overveje, om du lever det rigtige liv.
Bang!
Jeg fik nærmest et fysisk ubehag, da han sagde det. For jeg vidste, at han havde ret. Og jeg vidste, at de fleste af mine morgener vågnede jeg selv med følelsen af, at jeg ikke orkede at stå op til den dag, der ventede. Chris holdt et spejl op foran mig. Og jeg kunne ikke lide synet.
I det øjeblik stod det klart for mig, at jeg var nødt til at lave nogle radikale ændringer i mit liv. Jeg kan ikke prale af, at jeg klarede det hele på egen hånd. Jeg blev godt hjulpet på vej af, at jeg få måneder efter blev fyret fra mit job.
For mig viste det sig at blive en gave at blive fyret. For da jeg begyndte at bygge en ny hverdag op, gav jeg mig selv et løfte: Jeg ville kun gå efter opgaver som giver mig lyst til at stå op om morgenen.
Det løfte har jeg forsøgt at være tro mod lige siden. Det har både gjort mit liv sjovere, bedre og mere meningsfyldt. Og det var i høj grad Chris, der satte mig på sporet.
Nyd videoen!