De 24 karakterstyrker er et forsøg på at lave en samlet fortegnelse over de gode drivkræfter i mennesket.
De 24 karakterstyrker er et værktøj, som jeg selv har haft enorm glæde af at arbejde med. De gør det lettere for mig at forstå mig selv og folk omkring mig. Man kan simpelt hen spille mennesker gode ved at være bevidst om de karakterstyrker, der kendetegner dem bedst – og derefter hjælpe dem til at udfolde deres styrker.
En del af positiv psykologi
De 24 karakterstyrker er en del af positiv psykologi, som er videnskaben om trivsel.
Grundtanken i positiv psykologi er, at vi i høj grad har et valg. Vi kan påvirke vores egen skæbne ved at vælge, hvad vi vil fokusere på i livet. Den virkelighed, vi oplever, er den, vi vælger at fokusere på. Hvis vi vil give os selv optimale muligheder i livet, handler det om at fokusere så meget som muligt på det, der fungerer i os selv og vores omgivelser – og kun så meget som nødvendigt på det, der ikke fungerer.
Det er vigtigt at sætte en tyk streg under, at positiv psykologi ikke handler om at lukke øjnene for problemer, svagheder, konflikter og sorg. Det er også sider af livet, som vi skal tage os af. Men hvis vi fokuserer mere end nødvendigt på det negative, bliver vi fejl-findere. Hvis vi i stedet fokuserer så meget som muligt på det positive, bliver vi fordels-findere.
Kæmpe forskningsprojekt
På den baggrund besluttede to af fyrtårnene inden for positiv psykologi, Martin Seligman og Chris Peterson, i år 2000 at sætte et forskningsprojekt i gang, der skulle identificere det, der fungerer i mennesker. I forvejen havde psykologer og psykiatere skabt omfangsrige beskrivelser af det, der ikke fungerer i mennesker, af lidelser som depression, skizofreni, PTSD, OCD, ADHD og hundredevis af andre former for mental uorden. Der var til gengæld ingen samlet beskrivelse af det, man kan kalde for mental orden.
De 24 karakterstyrker findes i alle mennesker
Det rådede Seligman og Peterson bod på ved at sætte et hold på 60 forskere i gang med at gennemtravle alverdens kulturer, religioner og filosofier for at identificere de menneskelige dyder og karakterstyrker, som er universelt anerkendte. Efter tre års arbejde var holdet klar med værktøjet VIA (Values In Action) – en liste over 24 karakterstyrker, der kan findes i alle mennesker, uanset hvor, hvornår og under hvilke forhold, de er født (med mindre de har svære mentale handicap). De 24 karakterstyrker er (se også skemaet foroven):
Kreativitet
Nysgerrighed
Dømmekraft
Videbegær
Perspektiv
Gejst
Tapperhed
Vedholdenhed
Ærlighed
Kærlighed
Venlighed
Social intelligens
Fairness
Samarbejde
Lederskab
Tilgivelse
Beskedenhed
Forsigtighed
Selvkontrol
Værdsættelse af skønhed
Taknemmelighed
Håb
Humor
Spiritualitet
Ingen styrker er bedre end andre
Der er ingen af de 24 styrker, der er bedre end andre. Og som nævnt har alle mennesker samtlige 24 styrker i sig. Det, der gør os forskellige, er, at vi har dem i forskellige grad. Et eksempel: Personligt har jeg styrker som kærlighed, gejst, videbegær, kreativitet, dømmekraft, nysgerrighed, ærlighed og perspektivering i top, imens forsigtighed, ydmyghed og spiritualitet ligger i bund. Det betyder ikke, at jeg ikke kan være forsigtig, ydmyg og spirituel. Det falder bare ikke nær så naturligt for mig som f.eks. at være nysgerrig.
Et mentalt fingeraftryk
Vores individuelle sammensætning af styrker er en slags mentalt fingeraftryk, som giver indsigt i, hvem vi er og hjælper os til at vælge, hvad vi bør investere vores tid i. Når man f.eks. betragter mine topstyrker, så giver det fin mening, at jeg er blevet journalist med kendetegn som videbegær, dømmekraft, nysgerrighed og perspektivering. Imens jeg med min lave spiritualitet ville være blevet en elendig præst. (Til gengæld har jeg venner, der er fremragende præster.)
Spil hinanden gode
Styrker giver ikke alene selv-indsigt. Det er også en kæmpe fordel, at vi kender hinandens styrker. Det gør det langt nemmere for os at forstå hinanden og vores reaktionsmønstre. Indsigt i styrker giver os mulighed for – som man siger i boldspil – at spille hinanden gode.
Det er den korte version af det fantastiske potentiale, der ligger i at arbejde med styrker. Du kan læse meget mere om styrker og de 24 karakterstyrker i min og René Oehlenschlægers bog ”Stærkere” – gratis uddrag her.